Spring til indhold

Flemming Hansen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Flemming Hansen

Foto: Mikael Risedal/norden.org
Medlem af Folketinget
valgt i Vejlekredsen
Folketingsmedlem1984-2007
Parlamentarisk karriereTrafikminister 20012007 (fra 2005 transport- og energiminister)
Minister for nordisk samarbejde 18. juni 20028. februar 2005
Personlige detaljer
Født9. august 1939
København, Danmark
Død30. april 2021 (81 år)
Politisk partiDet Konservative Folkeparti
BeskæftigelseMerkonom med speciale i finansiering
Informationen kan være hentet fra Wikidata.

Flemming Hansen (født 9. august 1939, død 30. april 2021[1]) var en dansk politiker, som repræsenterede Det Konservative Folkeparti. Han sad i Folketinget i perioden 1984-2007 og var trafikminister i 2001-2005 og transport- og energiminister i 2005-2007.

Politisk karriere

[redigér | rediger kildetekst]

Flemming Hansen var folketingsmedlem, valgt for Vejle Amtskreds fra 10. januar 1984 til 13. november 2007. Han havde flere ordførerposter for sit parti i 1980'erne og 1990'erne, specielt på erhvervspolitiske områder, og han var formand for Folketingets valutaudvalg 1988-1994 samt for skatte- og afgiftsudvalget 1994-1998.[2]

I 2001 blev han udnævnt til trafikminister i regeringen Anders Fogh Rasmussen I, fra 2002 også minister for nordiske anliggender, og i Fogh Rasmussens anden statsministerperiode var Hansen transport- og energiminister, inden han i 2007 blev afløst af Jakob Axel Nielsen.[2]

Blandt hans mest markante aftryk i dansk politik var forhandlingerne på den danske regerings vegne med Tyskland om Femern Bælt-forbindelsen, som endte med en aftale med tyskerne i 2007. Han modtog en del kritik for aftalen i Danmark, fordi den indebar, at Danmark måtte tage den økonomiske risiko for projektet.[1]

Blandt de andre emner, der fyldte i hans trafikminister/transportministertid var IC4-sagen, hvor 83 bestilte IC4-tog til DSB blev forsinket i årevis. En rapport fra statsrevisorerne konkluderede dog, at hovedansvaret for forsinkelsen af togene ikke kunne placeres på de skiftende ministre eller DSB, men hos leverandøren, AnsaldoBreda.[1]

Civil karriere

[redigér | rediger kildetekst]

Flemming Hansen tog højere handelseksamen fra Niels Brock i 1961 og blev senere uddannet merkonom med speciale i finansiering i 1972.[2]

Han var chefkonsulent i Danmarks Skohandlerforening 1963-72, og han blev skotøjsforhandler fra 1973, fra 1974 som direktør for Holst Sko med forretninger i flere østjyske byer. Han havde også flere tillidshverv i Danmarks Skohandlerforening, blandt andet næstformand 1981-1995 og formand 1985-1990. Han var desuden bestyrelsesmedlem i flere virksomheder.[2][1]

Han var gift og havde to sønner, hvoraf den ene, Niels Flemming Hansen, er gået i sin fars fodspor som konservativt folketingsmedlem.[1]

  • Flemming Hansen; Jette Hvidtfeldt (2008), Politik til tiden, Rødovre: Forlaget Sohn, ISBN 978-87-91959-20-2Wikidata Q110875288
  1. ^ a b c d e "Tidligere minister Flemming Hansen er død – 81 år", Berlingske, Ritzau, 1. maj 2021, hentet 2. maj 2021
  2. ^ a b c d Flemming Hansen (KF), Folketinget, hentet 2. maj 2021

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]